Mit køreskoleforløb
Her samler vi oplevelser, som folk har haft under deres køreskoleophold. Hvis du har en oplevelse, som du vil dele med andre så skriv endelig ind!
Halfdan Timm 18 år:
Jeg tog mit kørekort i løbet af 2010 på en køreskole syd for Odense. Det havde altid været planen, at så snart jeg blev 18, skulle jeg have kørekortet, både for at kunne hjælpe til med kørsel, og for at mine forældre slap for at køre mig hele tiden. 2 måneder før jeg fyldte 18, gik jeg derfor i gang med at søge efter priser på kørekort på de forskellige køreskoler i lokalområdet.
Hurtigt fandt jeg ud af, at jeg havde 2 forskellige muligheder for mit kørekort. Priserne med minimum lektioner var præcis den samme, men der var to forskelle: Den ene køreskole havde teoriundervisning på computer, og den anden havde tavleundervisning med en instruktør. Køreskolen med teoriundervisning på computer tilbød samtidigt både at hente og sætte mig af hjemme, mens jeg skulle starte og slutte 11 km. fra mit hjem ved den anden.
For mig var valget derfor nemt. Jeg valgte køreskolen, der kunne hente og sætte mig af hjemme, og som tilbød teoriundervisning på pc. Jeg havde slet ikke parameteret med de forskellige priser på kørekort inde over, da de kostede præcis det samme for basis kørekortspakken.
Jeg var utroligt glad for, at jeg havde mulighed for at tage teoriundervisning på pc til mit kørekort. Der er en kæmpe stor fordel ved at få din teoriundervisning på pc: Det foregår i lige præcis dit tempo! Ved tavleundervisning stopper du undervisningen for alle med et spørgsmål, mens du med pc bare kan spole tilbage og prøve igen. Man kan selvfølgeligt altid spørge den kørekortsagkyndige, der er i lokalet hele tiden. Derudover, hvis du føler et behov for at tage et helt afsnit igen, så gør du bare det. Hvis du vil have en speciel slags prøve, så gør du bare det. Teoriundervisningen er langt mere fri med en computer. Programmet vi brugte var relativt nyt, og brugte det samme system som til teoriprøven. Jeg kendte derfor allerede systemet godt, inden jeg skulle op. Jeg fik en CD med programmet, så jeg også hjemme kunne øve mig på teoriprøven inden den endelige. Jeg bestod teoriprøven i første omgang og køreprøven i anden omgang, sommeren 2010.
Når du skal i gang med at tage dit kørekort og vælge den rigtige køreskole, er der overordnede flere ting, der er værd at overveje:
- Prisen er ikke alt. Pris og kvalitet hænger ofte sammen på et kørekort. Der er eksempler i de større byer på køreskoler, der tilbyder kørekort for utroligt lave priser, men spekulerer i, at eleverne dumper. Det er nemlig først ved ekstraundervisningen, at køreskolerne tjener penge på kørekortet grundet den store konkurrence.
- Planlæg dit forløb. Et kørekort tager adskillige måneder, højst sandsynligt længere tid end du tror. Sørg for at dine timer og teoriundervisning passer ind med dit normale skema. Pas på at din teori- og køreprøvetid ikke ramler sammen med eksamener eller lignende. Det kan også være en rigtigt god idé at planlægge uden om vinteren! Med de senere års sne er der næsten garanti for aflyste prøver og derved flere udgifter for dig. Start om foråret i stedet.
- Hav din lægeerklæring og førstehjælpskursusdiplom klart. Det er dumt at forsinke dit kørekort på grund af dette, da du skal holde dine evner ved lige, og det koster endnu flere køretimer.
Hav dette i hovedet når du skal ud at finde den rette køreskole til dit kørekort. Du kan starte med at finde køreskoler og sammenligne priser på kørekort her. Når du så har gjort det, kan du se på hvad der ellers betyder noget for dig – muligheden for at udvide til trailerkørekort, hvor stor den køreskole du har fundet er, om du vil have teoriundervisning på pc eller ej med videre.